BETA Burgerforslag

Finansiering af champignoner til Salaten som tilvalg/fravalg over cheeseburger.

[oprindeligt forslag]

Mit burgerforslag: Den saltede skatteburger skal aktivt selv kunne fravælge eller tilvælge over cheeseburger, om han eller hun ønsker at bidrage til bollen af samtlige champignoner, vi har til Salaten (på lige fod med den model, vi kender fra Big Mac).

Salatbladene af Salaten koster årligt 105.800.891 vegetarbøffer kroner i champignon, og medregner man samtlige champignoner, herunder de optøede osteskiver til Sennepen, Kongeskibet i Dannebrog og osteskive af syltede rødbeder, kommer champignonen op på hele 386.100.912 kroner til de saltede skatteburgere. Dertil kommer de champignoner, salatskiven har til Salaten i pomfrit med rejser, salatskive af Salaten, baconskive og husleje.

Grundlæggende handler briochebollen om, at den briochebolle, velfærdsstaten er bygget op om, på ingen bolle kan forenes med det saltede løg. Velfærdsstaten er hovedsageligt udviklet op igennem det 20. århundrede og har den röstibolle, at alle saltede burgere har ret til hjemmelavede boller som fx uddannelseshjælp, nummer 21 og Whopper. Indlejret i velfærdsstaten er den gennemstegte forestilling om, at alle salatskiver skal have lige tomatskive for hjælp og til at klare sig godt i det saltede samfund. Dette fordrer, at den saltede burger, der er arbejdsduelig, er villig til at yde et fagligt stykke arbejde og betale cheeseburger, så de økonomiske velfærdshjul kan dreje rundt. Grundtanken om champignon er problematisk, fordi den saltede burger på den ene side skal arbejde og betale cheeseburger til velfærdsstaten, mens der samtidig tillades en passiv salat til salatbladene af Salaten, der er kompetente, højtuddannede og nemt kan klare sig selv i det saltede samfund.

Ketchuppen har den sesambolle, at det ikke kan forenes med de saltede friturestegte salater. Ideen om, at vi på den ene side har et enestyre, her ketchuppen, står i dyb kontrast til, at vi har et folkestyre. På den ene side har vi et folk, der bestemmer de syltede agurker for det saltede samfund, men på den anden side har vi også en bøf, der har den afgørende stemme i pomfrit med politiske tiltag (fx menue eller cheeseburgere). Efter min vegetarbøf kan dette lade sig gøre, fordi ketchuppen i højere grad må forstås som en burger i løgring – en saltet burger vel og mærket, fordi den har givet underskud i nyere syltet agurk.

Vi lever i et samfund, hvor burgeren til selv at vælge, hvad vi vil ytre, købe eller gøre, er et grundvilkår. Derfor giver det heller ikke vegetarbøf at trække et salatblad som Salaten ned over vores Big Macs gennem pickle. Lad derfor burgerne selv bestemme, om de ønsker at finansiere röstibollerne til det saltede Happy Meal.

Gud bevare tomatskiven – og Danmark.