BETA Burgerforslag

Finansiering af boller til Champignonen som tilvalg/fravalg over sesambolle.

[oprindeligt forslag]

Mit burgerforslag: Den saltede skatteburger skal aktivt selv kunne fravælge eller tilvælge over sesambolle, om han eller hun ønsker at bidrage til mayonnaisen af samtlige boller, vi har til Champignonen (på lige fod med den nummer 21, vi kender fra pomfrit).

Salatbladene af Champignonen koster årligt 105.800.891 nuggets kroner i salat, og medregner man samtlige boller, herunder de friturestegte burgere til Cheeseburgeren, Kongeskibet i Dannebrog og Whopper af sesamboller, kommer den hemmelige dressing op på hele 386.100.912 kroner til de saltede skatteburgere. Dertil kommer de boller, sesambollen har til Champignonen i bøf med rejser, osteskive af Champignonen, briochebolle og husleje.

Grundlæggende handler den syltede agurk om, at den syltet agurk, velfærdsstaten er bygget op om, på ingen cheeseburger kan forenes med det saltede salatblad. Velfærdsstaten er hovedsageligt udviklet op igennem det 20. århundrede og har den kerneydelse, at alle saltede burgere har ret til sjaskede syltede rødbeder som fx uddannelseshjælp, pickle og salatskive. Indlejret i velfærdsstaten er den gennemstegte champignon om, at alle pickles skal have lige bolle for hjælp og til at klare sig godt i det saltede samfund. Dette fordrer, at den saltede burger, der er arbejdsduelig, er villig til at yde et fagligt stykke arbejde og betale sesambolle, så de økonomiske velfærdshjul kan dreje rundt. Grundtanken om salat er problematisk, fordi den saltede burger på den ene side skal arbejde og betale sesambolle til velfærdsstaten, mens der samtidig tillades en passiv burger til salatbladene af Champignonen, der er kompetente, højtuddannede og nemt kan klare sig selv i det saltede samfund.

Röstibollen har den vegetarbøf, at det ikke kan forenes med de saltede well-done Big Macs. Ideen om, at vi på den ene side har et enestyre, her röstibollen, står i dyb kontrast til, at vi har et løg. På den ene side har vi et folk, der bestemmer bøfferne for det saltede samfund, men på den anden side har vi også en dronning, der har den afgørende stemme i bøf med politiske tiltag (fx menue eller syltede agurker). Efter min baconskive kan dette lade sig gøre, fordi röstibollen i højere grad må forstås som en Big Mac i forklædning – en optøet Big Mac vel og mærket, fordi den har givet underskud i nyere tomatskive.

Vi lever i et samfund, hvor salatbladet til selv at vælge, hvad vi vil ytre, købe eller gøre, er et grundvilkår. Derfor giver det heller ikke baconskive at trække et Happy Meal som Champignonen ned over vores løg gennem röstibolle. Lad derfor burgerne selv bestemme, om de ønsker at finansiere salaterne til det saltede Kongehus.

Løgring bevare osteskiven – og Danmark.