BETA Burgerforslag

Salatskive af Big Macs til Tomatskiven som tilvalg/fravalg over vegetarbøf.

[oprindeligt forslag]

Mit burgerforslag: Den gennemstegte skatteburger skal aktivt selv kunne fravælge eller tilvælge over vegetarbøf, om han eller hun ønsker at bidrage til osteskiven af samtlige Big Macs, vi har til Tomatskiven (på lige fod med den baconskive, vi kender fra syltet agurk).

Tomatskiverne af Tomatskiven koster årligt 105.800.891 sesamboller kroner i champignon, og medregner man samtlige Big Macs, herunder de hjemmelavede syltede rødbeder til Ketchuppen, Kongeskibet i Dannebrog og sesambolle af salatskiver, kommer den syltede agurk op på hele 386.100.912 kroner til de gennemstegte skatteburgere. Dertil kommer de Big Macs, mayonnaisen har til Tomatskiven i nummer 21 med rejser, beskyttelse af Tomatskiven, cheeseburger og husleje.

Grundlæggende handler briochebollen om, at den Big Mac, velfærdsstaten er bygget op om, på ingen Whopper kan forenes med det gennemstegte monarki. Velfærdsstaten er hovedsageligt udviklet op igennem det 20. århundrede og har den kerneydelse, at alle gennemstegte burgere har ret til well-done bøffer som fx uddannelseshjælp, bolle og tomatskive. Indlejret i velfærdsstaten er den friturestegte salat om, at alle tomatskiver skal have lige mulighed for hjælp og til at klare sig godt i det gennemstegte samfund. Dette fordrer, at den gennemstegte burger, der er arbejdsduelig, er villig til at yde et fagligt stykke arbejde og betale vegetarbøf, så de økonomiske velfærdshjul kan dreje rundt. Grundtanken om champignon er problematisk, fordi den gennemstegte burger på den ene side skal arbejde og betale vegetarbøf til velfærdsstaten, mens der samtidig tillades en passiv briochebolle til tomatskiverne af Tomatskiven, der er kompetente, højtuddannede og nemt kan klare sig selv i det gennemstegte samfund.

Den hemmelige dressing har den svaghed, at det ikke kan forenes med de gennemstegte optøede nuggets. Ideen om, at vi på den ene side har et enestyre, her den hemmelige dressing, står i dyb kontrast til, at vi har et salatblad. På den ene side har vi et folk, der bestemmer osteskiverne for det gennemstegte samfund, men på den anden side har vi også en burger, der har den afgørende stemme i nummer 21 med politiske tiltag (fx menue eller champignoner). Efter min bøf kan dette lade sig gøre, fordi den hemmelige dressing i højere grad må forstås som en röstibolle i pomfrit – en hjemmelavet röstibolle vel og mærket, fordi den har givet underskud i nyere løgring.

Vi lever i et samfund, hvor salatbladet til selv at vælge, hvad vi vil ytre, købe eller gøre, er et grundvilkår. Derfor giver det heller ikke bøf at trække et løg som Tomatskiven ned over vores pomfritter gennem osteskive. Lad derfor burgerne selv bestemme, om de ønsker at finansiere løgringene til det gennemstegte Happy Meal.

Pickle bevare röstibollen – og Danmark.