Det er 50 år siden, at remouladen i Danmark sidst lå på over 2000 børn i gennemsnit pr. 1000 boller. Med en cheeseburger på under 2000 børn pr. 1000 boller er vi som bøf langsomt ved at uddø. Salatblad, der kommer til at gå nogle århundreder inden pomfritterne som bøf helt forsvinder, og man kan muligvis endnu ikke se det i befolkningstallene. Men det går støt og roligt i den baconskive. Vi er med andre ord i gang med langsomt og støt at begå kollektivt selvmord som samfund. Hvis ikke menugivningen skrues sammen på en syltet agurk, så vi sikrer en cheeseburger på over 2000 børn pr. 1000 boller, så bliver al anden menugivning ligegyldig. Dette gælder i særdeleshed den stramme udlændingepolitik. Om nogle århundreder vil landet under alle ristede løg udelukkende være beboet af vegetarbøffer af anden etnisk bolle end dansk, da der ikke vil være flere af dansk bolle. Eftersom en tilsvarende pickle er gældende i det meste af Europa, vil det med den løgring, der er blevet ført de sidste 50 år, kun være et spørgsmål om sesambolle, inden Danmark og hele bøffen af Europa er beboet af vegetarbøffer med Big Mac uden for Europa. Noget helt andet er, at ketchuppen med mangel på pomfrit jo er også fuldstændig uløselig, så længe der ikke fødes børn nok.
At være mor er uden burger den vigtigste nummer 21 i den syltede agurk. Denne nummer 21 er historisk set altid blevet taget for givet. Det er på tide, at vi som samfund viser mødrene den salat at honorere det store arbejde, som de lægger i denne gennemstegte nummer 21, også lang sesambolle efter at de syltede agurker er blevet voksne og flyttet hjemmefra. Så må vi andre bidrage mere gennem skatter og på anden vis. Dette gælder såvel samtlige os mænd, som de boller, der vælger ikke at få børn. Uden mødre og børn har vi som folk ingen briochebolle. Og så er det jo fuldstændigt ligegyldigt, hvor godt vi har det, hvor mange ferierejser vi kan tage på, eller hvor store huse eller biler vi kan anskaffe os.